Højskolevævning og kvindeliv i Askov
Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende. En tilsvarende revitalisering af vævning ses i slutningen af 1800-tallet i Askov i det sydlige Jylland. Her genopdagede fremsynede kvinder håndvævningen, som de fandt inspiration til i den massive svenske hemslöjdstradition og i den danske bondevævning i museer og samlinger.
Askov Højskole var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen - i begyndelsen på kurser og væveskoler i højskolens periferi siden som en integreret del af højskolens kulturmiljø. Vævning var sammen med håndarbejde og boliglære en del af højskolens fagudbud for kvinder.
Undervisningen lagde op til, at kvinderne vævede smukt og nyttigt udstyr til egne hjem, og den førte også til at mange kvinder fik en selvstændig levevej som væversker eller vævelærerinder.
Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævningen i 1889 i Askov med støtte fra Dansk Husflidsselskab. Paula Trock kom til i 1928 med væveskolen Askovhus – inspireret af Sätergläntan Vävskola i Dalarna. På Trocks væveværksted Troba, og siden på Spindegården, skabtes der både stoffer inspireret af bondevævningen og enkle uldstoffer kendt fra klassisk dansk møbeldesign.
Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere.
Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år.
Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende. En tilsvarende revitalisering af vævning ses i slutningen af 1800-tallet i Askov i det sydlige Jylland. Her genopdagede fremsynede kvinder håndvævningen, som de fandt inspiration til i den massive svenske hemslöjdstradition og i den danske bondevævning i museer og samlinger.
Askov Højskole var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen - i begyndelsen på kurser og væveskoler i højskolens periferi siden som en integreret del af højskolens kulturmiljø. Vævning var sammen med håndarbejde og boliglære en del af højskolens fagudbud for kvinder.
Undervisningen lagde op til, at kvinderne vævede smukt og nyttigt udstyr til egne hjem, og den førte også til at mange kvinder fik en selvstændig levevej som væversker eller vævelærerinder.
Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævningen i 1889 i Askov med støtte fra Dansk Husflidsselskab. Paula Trock kom til i 1928 med væveskolen Askovhus – inspireret af Sätergläntan Vävskola i Dalarna. På Trocks væveværksted Troba, og siden på Spindegården, skabtes der både stoffer inspireret af bondevævningen og enkle uldstoffer kendt fra klassisk dansk møbeldesign.
Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere.
Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år.
Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende. En tilsvarende revitalisering af vævning ses i slutningen af 1800-tallet i Askov i det sydlige Jylland. Her genopdagede fremsynede kvinder håndvævningen, som de fandt inspiration til i den massive svenske hemslöjdstradition og i den danske bondevævning i museer og samlinger.
Askov Højskole var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen - i begyndelsen på kurser og væveskoler i højskolens periferi siden som en integreret del af højskolens kulturmiljø. Vævning var sammen med håndarbejde og boliglære en del af højskolens fagudbud for kvinder.
Undervisningen lagde op til, at kvinderne vævede smukt og nyttigt udstyr til egne hjem, og den førte også til at mange kvinder fik en selvstændig levevej som væversker eller vævelærerinder.
Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævningen i 1889 i Askov med støtte fra Dansk Husflidsselskab. Paula Trock kom til i 1928 med væveskolen Askovhus – inspireret af Sätergläntan Vävskola i Dalarna. På Trocks væveværksted Troba, og siden på Spindegården, skabtes der både stoffer inspireret af bondevævningen og enkle uldstoffer kendt fra klassisk dansk møbeldesign.
Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere.
Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år.
