Skriften som kniv
”Jeg tilfører litteraturen noget hårdt, noget tyngende, noget voldeligt ligefrem, noget, der knytter sig til livsvilkårene og til sproget i den verden, der, indtil jeg fyldte atten, var den eneste verden, jeg kendte, en arbejder- og landbrugsverden. Altid noget virkelighedsnært. (...) Jeg føler, at skrivningen i mit tilfælde, i min situation som social afhopper, er det, jeg bedst kan bidrage med, som en politisk handling og som en ′gave′.”
Igennem et års tid korresponderede Annie Ernaux og litteraten Frédéric-Yves Jeannet om Ernaux’ forfatterskab. Det blev til en række refleksioner over en skriftlig praksis, der begyndte for mange år siden og bl.a. har udmøntet sig i romanerne Min far, Kvinden, Årene og Pigen fra ’58 – refleksioner over skriften som en kniv, eller et våben, der skærer
ind til tingenes kerne.
Skriften som kniv tegner hermed et portræt af en forfatter med et stærkt socialt og politisk engagement, der allerede som barn var opslugt af at læse og gennem bøgerne blev klogere på verden uden for forældrenes købmandsbutik.
”Jeg tilfører litteraturen noget hårdt, noget tyngende, noget voldeligt ligefrem, noget, der knytter sig til livsvilkårene og til sproget i den verden, der, indtil jeg fyldte atten, var den eneste verden, jeg kendte, en arbejder- og landbrugsverden. Altid noget virkelighedsnært. (...) Jeg føler, at skrivningen i mit tilfælde, i min situation som social afhopper, er det, jeg bedst kan bidrage med, som en politisk handling og som en ′gave′.”
Igennem et års tid korresponderede Annie Ernaux og litteraten Frédéric-Yves Jeannet om Ernaux’ forfatterskab. Det blev til en række refleksioner over en skriftlig praksis, der begyndte for mange år siden og bl.a. har udmøntet sig i romanerne Min far, Kvinden, Årene og Pigen fra ’58 – refleksioner over skriften som en kniv, eller et våben, der skærer
ind til tingenes kerne.
Skriften som kniv tegner hermed et portræt af en forfatter med et stærkt socialt og politisk engagement, der allerede som barn var opslugt af at læse og gennem bøgerne blev klogere på verden uden for forældrenes købmandsbutik.
”Jeg tilfører litteraturen noget hårdt, noget tyngende, noget voldeligt ligefrem, noget, der knytter sig til livsvilkårene og til sproget i den verden, der, indtil jeg fyldte atten, var den eneste verden, jeg kendte, en arbejder- og landbrugsverden. Altid noget virkelighedsnært. (...) Jeg føler, at skrivningen i mit tilfælde, i min situation som social afhopper, er det, jeg bedst kan bidrage med, som en politisk handling og som en ′gave′.”
Igennem et års tid korresponderede Annie Ernaux og litteraten Frédéric-Yves Jeannet om Ernaux’ forfatterskab. Det blev til en række refleksioner over en skriftlig praksis, der begyndte for mange år siden og bl.a. har udmøntet sig i romanerne Min far, Kvinden, Årene og Pigen fra ’58 – refleksioner over skriften som en kniv, eller et våben, der skærer
ind til tingenes kerne.
Skriften som kniv tegner hermed et portræt af en forfatter med et stærkt socialt og politisk engagement, der allerede som barn var opslugt af at læse og gennem bøgerne blev klogere på verden uden for forældrenes købmandsbutik.
